Humlebiens flugt over plankeværket

Har fået en opfordring: ”Vil du ikke skrive noget om, hvad man gør forkert, når man træner og træner, spiser sundt og ALLIGEVEL IKKE TABER SIG!”. Jow jow! Jeg kan da prøve, men det kræver nu nok mere end ét indlæg ;-)

At transformere sig selv over i en sundere udgave er en meget individuel proces, så det er meget vigtigt, at man tager udgangspunkt i sig selv – For mig handler sundhed f.eks. om at være i balance med sig selv og at have en krop, der støtter mig i at have energi og livsglæde.

Hvis man gerne vil tabe sig, vil jeg derfor mene, at den vigtigste faktor er at gøre op med sig selv, hvad man gerne vil opnå ved det. Herunder hører også en afklaring af, OM man vil tabe sig, eller om det er et behov, der er plantet hos en af nogle andre. Hvis ikke du inderst inde er overbevist om, at et vægttab vil tilføre dig noget godt, så kan jeg sige allerede nu, at du ikke vil lykkes med det.

Der skal med andre ord være styr på motivationen:

Hvis du vil gøre dit liv sundere, skal du være villig til at ændre på de ting, der gør dig usund

Hvis du i en måned indtager færre kalorier, end du forbrænder, taber du dig! Hvis du derefter spiser og træner på samme måde, som fik dig til at tage på, – ja, så tager du på igen! Hvis du ikke er villig til at ændre på noget af det, der gør dig utilfreds med din krop, så sker der ikke noget på den lange bane, bortset fra at du spilder din tid og i værste fald får et skår i selvtilliden. Der findes ingen mirakelkure – sorry!

Gør livet så simpelt som muligt.

Hvis du har stress, er det her, du skal sætte ind. Med stress mener jeg sygdommen stress – ikke at have travlt! Vi har alle nogle ting, der skal gøres for at holde hjulene i gang, men er der noget, der blokerer for, at du kan trække vejret og tage 5 minutters kvalitets-alene-tid bare en gang imellem, så få gjort noget ved det. Jeg har ikke ét eviggyldigt svar, men hvis du synes, at du bruger al din tid på noget, du ikke har lyst til, så kunne det tyde på, at du bør forsøge at prioritere anderledes.

Tag ansvar for dig selv

Hvis jeg skal anbefale et sted at starte, så se på dig selv i spejlet. Se ikke på de steder, du er utilfreds med, men se dig selv i øjnene. Nyd synet! Tro på, at du fortjener at være glad! Vær en humlebi, der flyver, selvom det burde være umuligt! Hvis ikke selvtilliden er der, så byg den op – Hvis du har folk omkring dig, der låser dig fast i et billede af dig selv, som du ikke bryder dig om, så skil dig af med dem! Du har brug for at kunne trække vejret.

 

Derefter kan du så forlange af din krop, at den skal forandre sig ved, at du spiser ordentligt og træner fornuftigt – og bliver ved med det!

 

Vægttab kan lade sig gøre: Før og efter MK-bootcamp foråret 2013 med Michelle Kristensen (der er 9 kgs forskel på de to billeder); det holder stadig :-) FoerEfter

Michelle Kristensen – En dygtig kvinde, der har pillet fedt af en fantastisk masse mennesker (især nordjyder)

Kriztina Maria – Knus herfra for at sige: Gå efter stærk i stedet for tynd - Skal have hendes nye bog!

Ida Krak – Skal også have et knus for de seks principper (Spis rigtigt, drik rigtigt, tænk rigtigt, træk vejret rigtigt og sov godt).

Humlebiens flugt

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Help

WordPress theme: Kippis 1.15