Klynkegrænse 15

Når et løb skal konsummeres, sker det bedst i bidder! Jo længere løbet er, jo vigtigere er det at få hakket ”elefanten” i skiver – Det kan oversættes til, at det mentale betyder mere ved de lange løb end ved de korte.

I dag stod der BT halvmarathon på menuen. Det er 21,0975 km langt. Det er også min yndlingsdistance, så har prøvet den nogle gange efterhånden! Laver altid en løs angrebsplan afhængig af vejr, motivation og forventet resultat.

Vejr: I dag varmt og solrigt fra morgenstunden; det betød korte rør og kortærmet trøje plus lidt solcreme på ørerne. God, men let morgenmad med masser af vand – vigtigste i dag: Drik ved alle depoter.

Motivation: Fin fin! Glæder mig til at komme ud at løbe, men har ikke spist optimalt i går ( Claus Meyers chokobolleopskrift blev afprøvet; de smager glimrende med banan til!). Alternativ carboload!

Forventet resultat: Er lidt tung i bagpartiet for tiden, så skuler af og til tilbage på min uventede succes til nytårsløbet, hvor jeg kom under to timer på halvmarathon! Hmm! Det bliver ikke under to timer i dag med det varme vejr, men vil prøve at ramme en tid bedre end VM halvmarathon (2:05:58).

Så er vi næsten fremme ved opskæring af elefanten, men først en enkelt ting mere: Er der behov for en klynkegrænse? Er der brug for at tøjle selvmedlidenheden for at undgå, at den indre dialog domineres af brokkerier? Jo, det er der brug for, bliver jeg enig med mig selv om ( varme, tungt bagparti mm). Dagens løb bliver kategoriseret til klynkegrænse 15; det betyder, at jeg ikke må brokke mig før de første 15 km er tilbagelagt!

Godt så! Elefant, træd an! Du skal skæres i skiver; dagens partering så således ud:

  • 2 km: Nu er der langt under 20 km tilbage.
  • 4 km: Væskedepot – we like! Rykket frem ift tidligere år.
  • 5 km: Mellemtid
  • 7 km: Tredjedel nr. 1 – check!
  • 8 km: Væskedepot
  • 10 km: Mellemtid
  • 11 km: Væskedepot
  • 12 km: Nu er der langt under 10 km tilbage
  • 14 km: Tredjedel nr. 2 – check!
  • 15 km: Klynkegrænse, væskedepot og mellemtid
  • 20 km: Mellemtid – og snart i mål!
  • 19 km: Væskedepot og næsten ”hjemme”

Der er virkelig mange ting at glæde sig til i den plan!

Løbet fungerede fint! Det tætteste jeg var på en krise, var mellem 12 og 14, hvor det gik op af bakke. Men derefter gik det fint – ikke flyvende, men ingen problemer! Klynkegrænsen blev krydset med andægtighed og tilbage var at æde resten af turen km for km. Vi kom ind i skovterræn med bakke op og bakke ned, som jeg godt kan lide det, så de 5 km fra 15 til 20 blev rullet igennem uden drama.

Rundforbi stadion kom tættere på, og så var målet der såmænd! Det lykkedes! Men ikke med tiden – Sluttiden blev 2:06:10, men var godt og grundigt tilfreds med forløbet! I målområdet gik en mand, der så bekendt ud – Jo, det er da Claus Meyer! Lod være med at nævne hans rolle i carbo-loaden i går; han har sikkert andet at tænke på :-)

Løbebælte

Til sidst et billede af mit nyeste stykke løbegear: Et bælte indkøbt i London. Det er en “pølse”taske, hvor man kan putte ting ind i fra fire overdimensionerede knaphuller. Man løber så med bæltet om livet eller på hoften med knaphullerne vendt ind mod kroppen. Meget behagelig måde at bære på sine ting, da de er tæt på kroppen i modsætning til en bæltetaske, der altid vil vippe rundt, når man løber.

Til allersidst: Claus Meyers opskrift på chokoboller er fra hans kogebog ’Meyers bageri’ og er desværre ikke tilgængelig direkte på nettet, så jeg må røre en opskrift sammen til jer en dag (måske en glutenfri version). Men I kan få hans opskrift på kanelsnegle: http://www.clausmeyer.dk/da/opskrifter_/broed/kanelsnegle.html?recipeid=144

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Help

WordPress theme: Kippis 1.15